top of page

Lydangst & ideer til lydtræning

Du kan aldrig lave for meget lydtræning

IMG_4287.jpg

Alle hunde kan rammes af lydangst, dog er der nogle hunderacer som er mere disponeret end andre. Men hvad er det præcist der gør at disse hunde er mere lydfølsomme end andre? Der er faktisk forskellige ting som spiller ind:

 

Genetisk betinget

Traumatisk oplevelse

God hørelse

Manglede tilvænning

 

Hvis forældredyrene er sensitive eller har tendens til at være forsikring, så vil det være et adfærdstræk, som de vil give videre til deres afkom. Derfor er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stille noget op. Man skal til gengæld arbejde noget mere, for at styrke sin hund til at kunne leve i de omgivelser, som vi har sat dem i. Forberede dem til at kunne håndtere vores verden inkl lyde. 

 

De fleste hunde har ikke noget problem med Nytår og fyrværkeri den første gang de oplever det. Men oftest oplever hundene en traumatisk oplevelse, som sætter hele deres overlevelsesberedskab i gang. Det er nemlig således, at når hunde oplever angst, så har det helt overordnet to måder at reagere på: flygt eller kæmp.

Oftest vælger hundene at flygte, da fyrværkeri er ret diffust set med hundenes øjne. Derfor skal vi selvfølgelig prøve, at undgå at vores hunde oplever noget traumatisk. Det er rigtig svært, da vi ikke har kontrol over, hvad andre mennesker gør. Bor man inde i byen kunne det være en ide, at lufte sin hund et mere ødet sted jo tættere vi når på Nytår. Det er nok ikke alle der har den mulighed, men så ville

jeg klart vælge at lufte min hund, så tidligt på dagen som muligt, så der gerne er lidt lys. Både for at hunden ikke skal koble mørket sammen med sin lydangst, men også for at mindske risikoen for, at der er nogen som er ude og skude af. 

Et af vores problemer er, at vores hunde hører markant bedre end os, og nogle gange kan de høre noget, som vi ikke kan. Og derved kan vi være forundret over, hvorfor vores hund lige pludselig reagerer på noget, som vi ikke ved hvad er. Det gode hørelse gør heller ikke noget godt for hundene, når vi snakker fyrværkeri, da dette oftest ligger i det øverste del af skalaen af decibel. Det er meget forskelligt, hvad hundene reagerer på - nogle kan ikke lide det som minder om skud, mens andre ikke kan lide dem som minder om heksehyl osv. 

Fælles for alle disse lyde er, at det bliver koblet sammen med lysglimt, mørke og at vi selv er anderledes pga vi måske er til Nytårsfest. Alt dette kommer faktisk ikke vores hunde til gavn. For det hunde helst vil have er tryghed, og hvis vi er i gang med at være selskabelige eller har fokus et andet sted, så beder vi faktisk vores hunde, om at håndtere deres angst helt selv. 

Selvfølgelig er det forskelligt, hvordan hundene reagerer - nogle søger deres ejer, andre gemmer sig væk. Og hvad er så det mest korrekte? Det kommer jo helt an på hvad hunden vælger. Hunde er meget forskellige, og som ejer må man kende sin hund bedst, og prøve at efterkomme det, som hunden har allermest behov for i denne værre periode. 

Det der er det helt store problem er, at vi ikke får tilvænnet vores hunde nok til diverse lyde. Nytår sker en gang om året, og derfor bliver lydtræningen oftest nedprioteret. Mange træner det kun kort tid før Nytår, men det er faktisk noget træning man jævnligt skal træne hele året rundt, for at få det bedste resultat. Eller flere er i tvivl om, hvilken slags lydtræning der er bedst. Men er der noget som er bedre end andet? Det er et rigtig godt spørgmål, som jeg desværre ikke kan svare på. Det eneste jeg kan sige er ud fra min egen erfaring, så er flere forskellige slags lydtræning markant bedre end at man kun vælger en slags.

 

 

Men hvilke slags har vi at vælge igennem og hvordan træner man det?

IMG_2668.jpg

De fleste kender til lydtræning med CD eller diverse videoer på youtube. Her tilvænner du din hund ved at have så lav volumen på diverse fyrværkerilyd imens hunden oplever noget godt, f.eks tyggeben eller alm lydighedstræning og/eller leg. Volumen bliver lige så stille øget, således at din hund ikke reagerer på den. Problemet med denne form for lydtræning er, at hunden oftest ikke reagere på optaget lyd. Eller at lyden ikke kommer sammen med de lysglimt, som også er med til at give din hund angst. 

Passiv larm er en træningsform, hvor du belønner din hund for at forblive passiv, imens du laver larm med en genstand. Dette skal selvfølgelig også startes stille og roligt op, så du faktisk har en mulighed for at kunne belønne din hund. 

Har din hund en bestemt lyd den reagerer på, så vil det være at fortrække at lyden som du laver, minder om denne lyd. Det gode ved denne øvelse er, at du kan arbejde med mange forskellige lyde, og din hund finder ud af, at lyde kan betale sig, fordi du selvfølgelig belønner den med nogle virkelig lækre godbidder. Øvelsen kan trænes både inden- og udendørs, hvis du har mulighed for dette. 

Husk ikke at træn for lang tid af gangen!

Derudover kan du styrke din hund generelt med at lave kassesøg. En meget simpel øvelse, hvor din hund skal arbejde selvstændig med at finde nogle godbidder i nogle papkasser. Til en start skal du gøre det nemt, så din hund lige lærer, hvad øvelsen går ud på. Men så snart den har lært princippet, kan du udfordre den med at gøre det svære at finde eller få fat i godbidderne. Og på sigt vil du kunne ligge ting i kasserne, som laver noget larm, når din hund forsøger at få fat i godbidderne. 

Denne øvelse kan bruges ved andre adfærdsproblemer, eller som et supplement til at få sit måltid serveret på en anderledes måde (så er det bare hele måltidet jeg gemmer i kasserne).

Den mere avanceret udgave af lydtræning er det som hedder aktiv larm. Det er en øvelse hvor din hund selv skal lave larm med en genstand f.eks. tøm dåsesodavand, legetøjskeyboard og lignende. 

Selvfølgelig skal din hund kunne finde ud af selv at tage kontakt til genstanden og prøve sig frem med at snuse og/eller skubbe til den. Har din hund lydangst, så anbefaler jeg, at du starte denne øvelse op med en genstand, som ikke laver larm, men blot for at give din hund forståelse af, hvad øvelsen går ud på.

 

Når den kan det, kan du skifte genstanden ud med en som larmer når din hund rører ved den. Du skal markerer med et "dygtig" eller et klik (hvis du bruger en klikker), når din hund rører ved genstanden. Kast godbidden et stykke væk fra genstanden, således at din hund selv vælger at gå frem mod den igen. 

Et af de mange spørgsmål jeg får er “Hvad gør vi til Nytår?”

Selvom du træner med din hund hele året rundt, så vil jeg stadig tage nogle forholdsregler, når vi nærmer os Nytåret. 

Som tidligere skrevet ville jeg tænke meget over hvor og hvornår du lufter din hund. Hav den altid i snor, da du ikke kan vide om der skulle komme noget lyd, som kunne skræmme den. 

Bliver der skudt af, imens I er ude og går tur, så prøv at koble det sammen med en lækker godbid. Nogle gange kan dette lade sig gøre, alt efter hvor skræmt din hund er blevet. Vil den ikke tage imod en godbid, men heller bare vil flygte. Så er det kun én ting at gøre: gå hjem. Hjem i tryghed hvor den kan får lov til at bearbejde oplevelsen. Ingen hund har glæde af resten af turen, hvis den er angst. Angst gør nemlig, at din hund er mere på dupperne, og al andet lyd ville kunne forbinde sig til denne angst. Dvs. at du faktisk får en hund, som kan ende med at blive endnu mere lydangst. 

Små korte ture som du får suppeleret op med noget mental træning derhjemme, vil være løsningen, hvis din hund har eller har tendens til lydangst. 

 

Derudover vil jeg anbefale, at du giver din hund angstdæmpende kosttilskud. Der findes forskellige af den slags på markedet. Prøv dig frem med hvilke et af præparaterne, som hjælper din hund bedst. Disse præparater kan købes i håndkøb hos dyrlæger, dyrehandler og apoteker. Har du en hund med allergi vil jeg anbefale Adaptiv halsbånd, som er et halsbånd som udgiver feromoner (duftstoffer) som beroligger din hund. De andre præparater er i tabletform, som de enten skal spise en enkelt eller to gange dagligt. 

Har du en hvalp eller unghund, som aldrig har oplevet Nytår før, så anbefaler jeg at du giver den en af disse kosttilskud, så den første oplevelse med Nytår og fyrværkeri bliver så positivt som muligt. 

Alt efter hvor angst din hund er, så starter jeg hundene op på angstdæmpende kosttilskud midt december eller i hvert fald seneste til jul. 

Har du en hund, som er meget angst for lyde, så findes der receptpligtigt medicin, som du kan give den på selve Nytårsaftensdag/nat. Kontakt din dyrlæge med at få hjælp til dette. 

 

 

På selve Nytårsaften

En god blanding af mental og fysisk stimulering samt skab tryghed i huset. Start dagen med at aktivere din hund. Tag den med et sted, hvor du forventer, at der ikke vil blive affyret fyrværkeri, evt. skov eller strand. Gå en lang tur, hvor din hund har mulighed for at snuse, således at den også bliver mentalt træt. Lige inden det bliver mørkt, kan du lufte din hund igen. Hvis du lufter den i din have, skal du huske at gå med ud, så du kan støtte din hund, hvis den skulle blive forskrækket. Skab så meget tryghed indenfor som muligt. Dvs sæt musik på, rul gardiner for, og undlad at larme med pludselige lyde (bordbomber). Vær der for din hund, uden at bekræfte den i at være angst. Du skal blot selv virke rolig, og give din hund et nus i ny og næ, hvis den søger kontakt hos dig. Efterlad aldrig din hund alene - heller ikke hvis det blot er 5-10 min, imens du selv vil ud og kigge på fyrværkeri. Selvom din hund har valgt at gemme sig, vil det stadig føle tryghed ved at du er i nærheden.

Accepter din hunds valg!

Nogle hunde reagerer ved at gemme sig fra fyrværkeriet. Vil din hund gerne gemme sig, er det vigtigt, at du accepterer, hvor din hund helst vil være. Nogle hunde har det bedst med at ligge under sofaen hele aften, istedet for at være i nærheden af sin ejer. 

Du kan evt. lave en hule til din hund en uges tid inden selve Nytårs aften, så den er vant til at kunne gemme sig der. Giv din hund tyggeben eller ligende, så du gør hulen så hyggeligt som muligt.

Fortæl dine gæster, hvordan de skal forholde sig til din hund. Hvis din hund gerne vil gemme sig væk, skal den have lov til det, istedet for at være social.

Godt Nytår!

bottom of page