
Hvem er vi?


Tine
Fabricius
Jeg blev færdiguddannet som veterinærsygeplejerske i 2007, og siden har jeg arbejdet målrettet med adfærd for hund og kat. I 2012 færdiggjorde jeg min faguddannelse for Klinisk Etologi vedr. hund og kat (adfærd for hund og kat). Faguddannelsen i Klinisk Etologi vedr. hund og kat har taget 2,5 år. Uddannelsen har været både teoretisk og praktisk, hvor ejere er kommet ind med deres hunde til vurdering af adfærdsproblemer og har fået lavet en behandlingsplan.
Jeg har haft hund før, men da jeg fik en border collie, satte det virkelig fart i min træning med hunde. Min første border collie Cosmo, trænede jeg både lydighed og hyrdetræning med. Jeg har haft rigtig stor glæde af det samarbejde jeg har med ham, og han har lært mig en del om at ikke alle dage er ens, når man arbejder med hunde, Velcro er efterfølgeren til Cosmo (Velcro er faktisk i familie med Cosmo). Velcro er utrolig arbejdsivrig, og han har udfordret mig en del rent træningsmæssigt. Han er meget hurtigt i sine bevægelser, så jeg er blevet sat på prøve mht. at belønne på det helt rigtig tidspunkt. Desværre er hverken Cosmo eller Velcro hos mig mere - begge er blevet aflivet pga sygdom. Heldigvis har jeg Dymo, som også er en border collie af samme linier som Cosmo og Velcro. Trods dette har Dymo været lidt af en mundfuld at skulle håndtere. Han er nemlig utrolig følsom for kropssprog, så han har lært mig en del omkring min udstråling i forhold til at træne hund.
Den gode oplevelse af at have en træningsmakker, som bare gerne vil ”arbejde” for mig, fordi det er sjovt, vil jeg gerne give videre til andre hundeejere. Derfor har jeg startet Dygtighund.nu, som bl.a. tilbyder hundetræning for enkeltpersoner eller hold, foredrag samt adfærdsbehandling.
Forebyggelse er selvfølgelig lettere end behandling, så derfor anbefaler jeg at du starter træningen af din hvalp op tidligt – gerne ved 8-9 ugers alderen. Jo tidligere du går i gang, jo stærkere bånd får du knyttet til din. Den træning jeg tilbyder, er lystbetinget træning – det vil sige, at hunden skal synes det er sjovt at træne. Denne metode gør, at du får et helt unikt samarbejde med din hund, og at træning bliver en sjov ”opgave” I skal lave sammen. Får I via hvalpetræning lagt de første ”byggesten” til et godt træningssamarbejde, så har I mulighed for at drive det langt, hvis du ønsker det.
Dymo
Dymo er en border collie ud af hyrdelinier. Dymo er en hund, som er hurtig i sit kropssprog og vil trænes med konstant. Hvilket udfordrer mig, og har lært mig utrolig meget - for har man en hurtig hund, så er timing i ens træning meget vigtigt. Dymo er vokset op, som klikkerhund, da jeg var under uddannelse til klikkerinstruktør, dengang jeg fik ham. Han er vokset op med at være en aktiv del af træningen., hvor han selv skal tilbyde adfærd. Vi træner meget på lydighedsøvelser (DKK lydighedsprogram) og en masse kropskontrol.